Når en veganer kommer på besøg
- Nikoline Pedersen
- 2. jun. 2020
- 2 min læsning
Undgå panik og lad din plantebaserede eller vegansk-spisende gæst føle sig velkommen. Dette er en guide med 4 gode råd til, hvordan du får dit første veganske eller plantebaserede måltid til at lykkedes.

"Jeg spiser vegansk" en sætning, der kan slå de fleste almindelige kødspisere ud af kurs. Hvilket stadig er en stor del af den danske befolkning, selvom vi helt klart er på vej i den rigtige retning, hvis du spørger mig. Det handler heller ikke om at gøre det 100 %, det handler om at gøre det så godt man kan. Salget af både kød og mælk er de seneste år faldet, og folk køber plantemælk og pålæg uden kød som aldrig før. En udvikling jeg klart synes vi skal være glade for og stolte af! Det betyder at vi forbrugere i stigende grad tænker os om, og gerne vil gøre vores for at passe bedre på den verden vi lever i. Vi har kun den ene. Men nu til det denne post i virkeligheden handler om, nemlig:
Hvad gør du, når du får en veganer eller plantebaseret gæst på besøg?
Først og fremmest, gå ikke i panik. Det er slet ikke sværere, at lave mad uden animalske produkter, det kræver bare tilvending og information. Sæt dig ind i, hvad plantebaseret og vegansk vil sige. Dette kan klares med en simpel Googlesøgning eller ved blot at spørge din gæst i forvejen. Det behøver ikke at tage lang tid. Det kan også være du allerede ved lidt om, hvad det vil sige at spise vegansk, fordi veganisme er blevet så populært de seneste par år. Så kan du bare bygge på derfra.
Desuden er alle mennesker forskellige, også os, der har valgt at spise vegansk eller plantebaseret. Vi har helt forskellige præferencer og ting vi helst holder os fra. Jeg er personligt slet ikke til køderstatninger. Kan hverken lide konsistensen eller smagen, mens andre synes det er det lækreste i verden. Så andet råd, spørg ind til din gæsts præferencer. Er der noget de slet ikke kan lide, har de nogen allergier osv. Ligesom du ville gøre med alle andre gæster, som du ikke har lavet mad til før.
Tredje råd, spørg om hjælp. Både i bogstavlig forstand eller brug din gode ven Google. Du kan også spørge på diverse Facebookgrupper, søge på nettet eller spørge din gæst direkte, om han/hun har nogle gode opskrifter du kan finde inspiration i, eller kan anbefale nogle blogs med kreative plantebaserede retter. Jeg er især glad for følgende blogs: plantepusherne.dk, englerod.dk, veganermor.dk og planteaederen.dk.
Tag det som en udfordring. Det er godt for os allesammen at prøve noget nyt eller forny os af og til. Måske lærer du noget, eller finder frem til en ret du har lyst til at lave igen. At lave noget du ikke plejer udvider din horisont lige meget hvad. Hvis du fejler, så har du den erfaring med til næste gang. Op på hesten og prøv igen.
Håber du kunne bruge min guide, og at dit måltid blev en succes. Det er kæmpe stort af dig overhovedet at prøve, og viser hvor omsorgsfuldt et menneske du er! Bliv ved med det og hav den skønneste dag!
- Nikoline
Comments