Begyndelsen
- Nikoline Pedersen
- 26. jan. 2020
- 3 min læsning
Opdateret: 25. apr. 2020
Historien om, hvordan det at vælge sig selv til, fik idéen til Health Freak til at blomstre

Bare rolig, dette er ikke starten på en selvbiografi, ej hellere en lineær opremsning af begivenheder fra mit liv. Dette er blot en kort fortælling om, hvordan idéen til Health Freak begyndte at blomstre, samt en lille introduktion til hvem jeg er.
Et kig ind i mit hoved
Jeg har egentlig altid været interesseret og fundet inspiration i det folk omkring mig ikke rigtig snakkede om eller hvert fald ikke gik op i - det lidt underlige, anderledes og skæve. Jeg var uden tvivl det man ville kalde et mærkeligt barn, og gik slet ikke op i det samme som andre på min alder. Man kan vel sige, at jeg levede i min egen verden og gør det nok stadig lidt. At føle sig alene og udenfor var ikke en uvant følelse for mig, men lærte at se det som en fordel. Få tætte venner og mit eget selskab har det meste af mit liv været nok. Ikke fordi jeg vil beskrive mig selv som asocial, eller fordi jeg ikke kan lide at være sammen med andre mennesker, men ganske enkelt fordi det er alene jeg finder min energi og genoplader mine batterier.
Spirituel, hvad er det for noget?
Først for nyligt fandt jeg ud hvad spirituel egentlig betyder, og et lys gik op for mig. Det er jo det jeg er, spirituel. Jeg har altid følt der var noget mere, noget større og mere kraftfuldt end mig, andre mennesker og levende væsner på jorden. Pludselig gav det hele meget mere mening, og det gik op for mig at alting hænger sammen. Vi er alle en del af den samme energi, om du så vil kalde den Gud, universet eller de højere magter. Og vi mærker dette kraftigere, jo mere vi er i balance og lytter til os selv. Det er et kraftfuldt redskab at lytte til sin egen krop, og det kræver tid at mestre denne disciplin, fordi vi lever i en verden hvor alt er så forhastet. Lykke handler ikke kun om prestige og præstationer, det handler om at have hjertet med og føle sig tilpas i det man laver. Jeg lærer nye ting om mig selv hver dag, så hvis der er en destination, så er jeg der ikke endnu. Jeg nyder bare rejsen og prøver at være mest muligt til stede i nuet.
Og det er lige netop her idéen til Health Freak har sine rødder. Mit mål er at inspirere dig til at tage en dyb indåndning, forsøge at se tilværelsen udefra, mærke efter og lytte mere til dig selv og din krop, samt nære den med god og sund mad. Alt sammen ting jeg har været utrolig dårlig til i lange perioder af mit liv, men som efter min mening er grundstenene til et mere balanceret og lykkeligt liv. Livet er for kort til at gå at vente på at blive glad - er der noget du gerne vil ændre, så gør det NU. Sig det job op du hader, end det forhold der gør dig ulykkelig, tag afstand til de mennesker der tærer på din energi, spis det mad der får dig til at føle dig godt tilpas, gå i det tøj der gør dig glad, og lad være med at være bange for, hvad andre tænker om dig og dine valg. Hvis den gængse rute eller måde at rejse på ikke gør dig glad, så vælg en anden. Vi lægger så meget pres på os selv, fordi vi tror andre forventer at vi gør nogle bestemte ting eller er på en bestemt måde. I virkeligheden er det kun os selv der sætter disse forventninger. Så giv dig selv tilladelse til at lytte efter og være dig. Du har så meget kærlighed indeni, og du fortjener selv at modtage alt det du har brug for.
- Nikoline
Comments